Turberetning: Møns Klint 2007

Nye skred på Møns Klint

I sidste weekend var der et nyt skred på Møns Klint. Der er det andet skred på klinten inden for kort tid. Dem vil vi meget gerne se lidt nærmere på.

Lørdag

Alt er hvidt, selv vandet

Det blæser kun 6m/sek fra øst, så vi beslutter os for at se lidt nærmere på klinten. Desværre driver en iskold havgus ind over området, så hverken synet eller billederne bliver specielt gode.

For at gøre ondt værre, viser det sig at min skulderskade (musearbejde ved computere !) gør det umuligt at ro med mine medbragte pagajer. De er for lange. I dag får vi derfor kun set lidt på det lille skred.

Søndag

Bemærk det grønne vand

Skinner solen noget mere end i går, så vi tager atter til Møns Klint – og denne gang er jeg bevæbnet med en passende kort pagaj.

Klinten er spærret af for besøgende fra landsiden på grund af fare for yderligere skred – med god grund må jeg sige. Det er første gang Mette og jeg nogensinde har roet ved Møns Klint og ikke turdet ro 50 meter fra land. Vi roede konsekvent 200 – 300 meter fra land og gik kun i land på spidsen af de nye skred. Til gengæld overskred vi ikke en eneste af afspærringerne inde på land.

Under besøget bemærker vi flere forhold omkring de nye skred:

  • I vandkanten er vandet mælkehvidt – det er ligesom at ro på skummetmælk, så hvidt er det. Dernæst bliver det som en blanding af mælk og grønt saftevand, længere ude grønt, så man føler sig hensat til en strand på Bahamas. Dernæst bliver vandet blåt og yderst får vandet den traditionelle stålgrå farve
  • Alle flintestenene er skarpe – nogen så skarpe, at vi skal passe på ikke at skære støvlerne. Normalt er flintestene ved Møns Klint altid runde og velslebne
  • Kridtet er meget blødt, knoldet og ustabilt. Inde på de nye halvøer synker man flere steder langt ned i kridtet – og havet tager ustandselig store bidder af halvøerne. Lørdag må vi, midt i frokosten, styrte ned og redde kajakkerne. Mens vi spiser blæser det op, bølgerne bliver lidt større end da vi ankom, og som følge heraf underminerer de vores ”strand”, så den bogstaveligt talt forsvinder under kajakkerne. Ingen af os har lyst til en gåtur tilbage til bilen, så vi redder kajakkerne i en fart

Relaterede artikler

Se også