Turberetning: Møns Klint 2009

Sådan kan en lille hyggelig dagstur med havkajakken ved Møns Klint også gå.

Overlevelsestur på Møns Klint

I dag foreslår Mette rotur på Korselitse, Møns Klint eller sydsiden af Knudshoved Odde, selv om der er lovet 7 m/sek fra syd-øst. Ok, jeg forstår godt budskabet: Mette vil åbenbart på bølgetræning i dag - eller i det mindste have lidt udfordrende vand. Vi beslutter os for Møns Klint. Kører ind i skoven ved Busene Have og parkerer bilen.

Da vi sætter ud fra Busene Have er der lidt brænding, en del skumtoppe og et par udfordrende bølger, men vi trøster os med det ofte er sådan her. Som regel bliver det bedre henne ved fyret. Henne ved fyret ser vi mere brænding og overvejer et splitsekund om vi skal vende om. „Nej altså, hvis vi ikke kan ro i 7 m/sek. så kan vi jo ikke ro i Danmark. Vi fortsætter.“

Bølgerne er lidt store på klinten i dag og der er masser af brænding. Det håndterer vi på normal vis ved at trække uden for brændingen. Længere ude er bølgerne ikke så stejle og dermed nemmere at håndtere. Eneste udfordring er fiskegarnene. Det er „gulv til loft“ net, der bliver holdt oppe af en masse flydere. Desværre kan befæstigelsen på mit ror fange en snor så kajakken sidder urokkeligt fast på snoren. Ved hvert eneste fiskenet må jeg derfor vælge om jeg skal ro uden om nettet en kilometer ude i havet eller inden om, gennem brændingen. Jeg tager inden om dem alle. Ror forsigtigt indad og lige efter en serie store bølger spurter jeg inden om nettet på de efterfølgende små bølger. Spændende øvelse, men det går fint. Dog lover jeg flere gange mig selv at rorbeslaget skal laves om til vinter….

Frokost

Kajak-Curling ved Møns Klint giver mange skrammer!Click for større foto

Vi satser på bølgelæ lige efter det store skred, men må opgive. Der er absolut ingen bølgelæ, men en ret kraftig brænding. Vi drøfter om vi skal vende om og ro tilbage til bilen, men giver os ikke: „Det bliver bedre ved næste pynt !“ Den sætning gentager vi ret mange gange, mens vi ror nordpå fra pynt til pynt og sandelig om ikke det lykkes. Jeg spotter et godt sted, hvor brændingen ikke er voldsom og minefeltet af sten i brændingen ser håndterbart ud. Forkert ! Bølgerne er ikke krappe her, de er bare lange - og derfor er der stadig masser af kraft i dem. Og der er stadig masser af sten - de er bare skjult lige under vandoverfladen. Min landing ligner nærmest curling for begyndere: Boing en stor sten rammer stævnen til højre, boing stor sten til venstre, boing …… højre, boing….. venstre. Da jeg endelig rammer stranden og rejser mig, vælter en brækkende bølge hen over kajakken, gør mig drivvåd og fylder cockpittet med vand. Nu jeg alligevel er gennemblødt betyder det ikke noget at gå ud i vandet og tage mod Mette. Vi får både Mette og hendes kajak på land uden anden dramatik end et bordfyldt cockpit.

Der er glimrende læ på frokostpladsen og lidt køligt. Klinten skygger for solen, der skinner smukt på vandet bare ti meter ude fra stranden. Til gengæld for den lidt kølige frokostplads får vi underholdning af en sæl, der i henved to timer fisker ihærdigt 40 meter ude fra strandkanten. Det er første gang i 15 år jeg har set sæl ved Møns Klint og den er da også alene, men underholdningsværdien er glimrende.

Eftermiddag

Efter frokosten pakker vi sammen og lægger en strategi for hvordan vi kan komme ud igen. Vinden er tiltaget, bølgerne er højere og der er mere brænding. Først lægger vi philips kajak med stævnen udad på et nogenlunde fladt stykke. Dernæst bærer vi mettes kajak ud i vandet således hun kan entre den, mens philip agerer støtte. Forgæves. En stor bølge bordfylder kajakken. Vi må ind og tømme kajakken inden et nyt forsøg gøres. Denne gang står vi parat på stranden og afventer en serie på tre små bølger. Idet vi spotter bølgerne, spurter vi ud i havet, Mette entrer kajakken og ror udad. Det går fint. Philip trækker sin stævn så langt ud i brændingen som muligt, entrer kajakken, tager sprayskirt på og laver en „seal landing“, dvs. går på hænderne ud i brændingen. Lige så snart en stor bølge skyller ind på stranden lykkes det at ro bort. Den karakteristiske „boing-lyd“ slipper jeg dog ikke for på vejen ud.

Det blæser omkring 10 m/sek nu - mere i vindstødene - og der er tre typer bølger: dønninger, vindbølger og skibsbølger fra den tunge skibstrafik. Det giver nogle spændende kombinationer ! Vi ror på de flotteste firkantede bølger og nogle enormt høje, stejle, grønne monstre. Flere af dønningerne er bredere end længden på min kajak og der er sågar langsgående bølger på nogle af de brede dønninger. Jo længere sydpå vi kommer, jo vildere bliver det. Til sidst er det ikke mere muligt at trække uden for brændingen - der er simpelthen brækkende bølger overalt. Havet bliver skummende hvidt og det føles som om vi ror rundt i en vaskemaskine. Når vi begge er i en bølgedal, kan vi ikke se hinanden. På toppen flyver vi nærmest. Jeg ser flere gange Mette hænge med kun 30 cm. af hendes kajak i vandet på toppen af en bølge - resten frit svævende i luften. Tilsvarende synes hun det ser rigtigt flot ud, når jeg flyver over toppen af et stort grønt monster: „Orv, én gang var du helt fri af vandet med hele kajakken. Det ser flot ud !“

I dag priser jeg mig lykkelig for min solidt byggede møgvejrsbåd og mit meget letløbende ror. Skroget får tæsk af sten og bølger. Der er brug for roret til at snurre rundt på en femøre. Jeg har mange gange kastet kajakken rundt for at få snuden op i et stort grønt monster, der brækkede over - og hver gang er det lykkedes i tide. Adskillige bølger ruller op over kajakken og rammer mig i brystet. Men da et par grønne monstre ruller op over kajakken, over mig og over min hat bliver jeg skræmt. Hvis bølgerne er så store at de også ruller op over hovedet på os, så er det kun et spørgsmål om tid før kræfterne slipper op eller en roteknisk fejl får os til at kæntre. Jeg kan se på Mette hun også er ved at nå grænsen. Vi bruger begge alt vi har af kræfter, alt vi kan af teknik og al erfaring med at læse bølger for at klare situationen. Alligevel klarer vi os kun lige knap nok. Begge er ved at kæntre adskillige gange. Det er kun et spørgsmål om tid før det går galt for én af os.

Fiskenet 1

Det første fiskenet kommer vi inden om med noget besvær. Der er mange lodrette bølger her inde og vi er så tæt på land, at en kæntring omgående vil kaste os ind på kystens sten. Ikke nogen rar tanke. Vi klarer med nød og næppe at komme inden om nettet og sætter omgående udefter igen. Væk fra den værste brænding.

Rorbeslag af 5 mm. tyk aluminium er bøjet flere millimeter. Click for større foto

Fiskenet 2

Det næste fiskenet skal jeg under igen omstændigheder inden om. Havet er fuldstændig hvidt derinde og bølgerne er rigtigt voldsomme. Jeg satser og ror henover snoren for fuld kraft. Det giver et voldsomt ryk i kajakken, så jeg næsten mister balancen. En brækkende bølge kaster mig sidelæns mens jeg kanter kajakken og holder balancen med et lavt støttetag, der lyder et enormt smæld - og jeg er fri. Puha, dét var godt nok tæt på !

Vi kæmper os videre sydpå i stadigt større bølger. Jeg er bange. Ryster på hænderne. Er frygteligt tørstig. Tungen føles som et stykke sandpapir i munden. Jeg fugter læber og tunge med saltvand - vel vidende det er en stakket frist. Vel vidende en tunge af sandpapir plejer at være signal om masser af adrenalin og frygt. Det er ikke overdrevet at mene jeg ror uden for min komfort zone…

Fiskenet 3

Det tredje fiskenet er 3 km. fra bilen. Her møder jeg grænsen. Uden om nettet tør jeg ikke ro. Kæntrer jeg så langt ude i havet, vil jeg ikke have kræfter til at redde mig selv. Jeg kan heller ikke redde Mette derude. Surfe ind mod kysten på så voldsomme bølger er udelukket. Ergo skal jeg inden om nettet. Men inden for nettet er der kun store grønne monstre, som brækker i én uendelighed. Ingen pauser man kan spurte forbi på. Ved Møns Klint er der mange steder med stor vanddybde helt ind til kysten. Det giver store bølger, „dumpsters“, som bliver nærmest lodrette lige inden de hamrer ind på stranden. I nogle af bølgedalene kan jeg se store sten. At kæntre her er som at køre rundt i en vaskemaskine sammen med store sten. Kajakken vil helt sikkert gå tabt og man knækker formentlig også et ben, arm eller håndled. Eller endnu værre: kastes sideværts ind på en sten og brækker hoften eller slår hovedet. Med stævnene pegende udad, op i bølgerne, og roende for næsten fuld kraft, kan vi holde os nogenlunde stabilt på samme sted og råbende diskutere hvad vi skal stille op med problemet. Vi er nødt til at være enige, have en fælles plan og kunne gennemføre den begge to. De sidste par timers roning har været ren overlevelsesøvelse. Vi kan ikke komme forbi her og solen går ned om ½ time. Vi er ret pressede. Jeg opgiver. Beslutter at gå på land og tilbage til bilen. For første gang i 15 år og alskens rovejr er jeg lykkelig, hvis bare jeg kan slippe fra roturen uden fysiske skader.

Landgang

Mette balancerer med stævnen i bølgerne, mens jeg „bakker“ ind på kysten. Jeg ved hvor let man taber balancen ved surfing på brækkende bølger, så jeg forsøger noget andet: Hiver roret op, bruger pagajen til hele tiden at holde mig vinkelret på bølgerne og bremser farten ind mod kysten. Metoden er et sats, men i dag kan man enten vælge at ro forlæns ind, se efter kystens sten og blive overrasket af bølgerne agtenfra, eller også at ro baglæns ind, se på bølgerne og blive overrasket af stenene agtenfra. Jeg vælger at ro baglæns ind og se på bølgerne. Det er voldsomt, det går langsomt og kajakken får nogle knubs undervejs. Når skibsbølger indhenter vindbølger, der har indhentet dønninger bliver resultatet nogle enormt høje bølger, som skyller hen over mig som om der ingen opdrift er i kajakken. De ser nærmest lodrette ud og fortsætter simpelthen bare op over mig. Skræmmende ! Nu forstår jeg begrebet „spøgelsesbølger“ meget mere håndgribeligt. Spøgelsesbølger er abnormt høje, brækkende bølger, der i størrelse og kraft langt overgår alle andre bølger på et givent tidspunkt. Dem har jeg lige foran mig nu.

Afskrabet maling. Click for større foto

Det lykkes mig at komme ind på stranden uden kæntring eller skader. Jeg går ud i brændingen til vandet når knæhøjde for at tage mod Mette, der vælger at surfe ind på traditionel vis. Hun bremser af fuld kraft, forsøger at holde sig vinkelret på bølgerne og tage så meget af farten som muligt. En bølge kaster Mette til siden, så hun kommer faretruende tæt på store sten. Jeg forsøger at følge med sideværts, men en bølge vælter mig. Jeg tager fra med hænderne på bunden, glider på stenene og kastes rundt. Min tommelfinger kommer i klemme mellem nogle sten. Jeg tænker brølet kan høres på Bornholm, men skaden var nu til at overse: en kraftigt forstuvet tommelfinger. Det lykkes faktisk at få fat i Mette og redde hendes spinkle glasfiberkajak ind på land. Bordfyldt, men rimeligt uskadt.

Hjemtransport

Vi står nu på stranden ved Møns Klint. Gennemblødte, tørstige, trætte, ude af stand til at ro bort, 3 km. væk fra bilen, mens solens sidste stråler lyser ud over det oppiskede hav. Nøj hvor ser det voldsomt ud her inde fra ! Har vi virkelig roet rundt i dét derude ? Vi holder en kort pause. Drikker vores sidste vand og priser os lykkelige over at være uskadte. Resten af turen hjem bliver besværlig, men vi er uskadte - det er det vigtigste.

Vi hanker op i min kajak og stavrer 50 skridt hen ad stranden førend vi ikke kan bære den længere. Sætter kajakken ned og går tilbage efter den anden. Gentager turen med mettes kajak. Vi går ret mange ture frem og tilbage på stranden i det svindende lys….

Henne omkring fyret mener Mette at erindre der er en sti op. Ganske rigtigt. Nede ved stranden finder vi et skilt, der advarer mod jordskred ved Møns Klint. Ved skiltet fører en stejl sti op til marken, hvor en jordvej fører hen til en parkeringsplads. Vi bærer kajakkerne op ad den stejle sti. Mette får en GPS med på gåtur ad landevejen hen til bilen i skoven ved Busene Have. Imens pakker jeg vores udstyr. Begge arbejder i buldrende mørke.

Mette kommer tilbage med bilen. Vi bærer grejet de sidste 500 skridt tilbage til bilen og går i gang med kajakkerne. 500 skridt med hver kajak er altså langt efter 20 km. rotur i dét vejr ! Vi er godt nok trætte, da vi endelig kan sætte os i bilen og liste hjemad under en fantastisk stjerneklar nat.

Lessons learned

  1. Hvis du overvejer om vejret er for voldsomt, så er det for voldsomt. Vend om og kom tilbage en anden dag.
  2. Acceptér aldrig en rorkonstruktion, der kan hægte sig fast i fiskenet eller udspændte wirer. Fix problemet omgående - ikke „når du får tid til vinter“
  3. Træk ikke pauserne ud i forventning om aftenflovning. Det sker faktisk at vinden ikke aftager, men tiltager ud på aftenen.
  4. Tag en pandelampe med
  5. Lad kajakvognen ligge i bilen - ikke hjemme i garagen
  6. Tag en GPS og ekstra batterier med. Sæt et waypoint ved bilen. Du skal måske finde den i mørke.
  7. Tag et detaljeret kort med.
  8. Tag en pumpe med. Så går det hurtigere at tømme en bordfyldt kajak oppe på stranden.
  9. Tag masser af tørt tøj med. Vi brugte næsten alt det tørre reservetøj på denne tur
  10. Tag reserveproviant med. Ud på aftenen havde vi megen glæde af mandler og frugtstænger som erstatning for aftensmaden.
  11. Tag en reservepagaj med. Under dagens forhold kan en pagaj knække eller man mister den ved en kæntring. At ro med hænderne er ikke en option i høje bølger
  12. Lav kun bølgetræning på kyster, hvor det er nemt at gå tilbage til bilen
  13. Tag aldrig på bølgetræning ved Møns Klint - brug en kyst med sandstrand, ikke en kyst med store sten
  14. Læs "Sea Kayaker's Deep Trouble: True Stories and Their Lessons from Sea Kayaker Magazine" igen og hold op med at tro det ikke kan ske for dig
  15. Lad aldrig Mette bestemme hvor vi skal ro LOL

Relaterede artikler

Se også