Turberetning: Sct. Anna 2007, august

Havkajak i Sverige. Den svenske østkyst er et meget stort skærgårdsområde. I 2003 roede jeg ud fra Sct Anna sammen med Jan Thorhauge og vi havde en forrygende tur. Dette års tur med Mette skal ikke være en genudsendelse men en helt anden tur, hvor vi ser andre steder, får andre oplevelser. Kun Kupan vil jeg meget gerne se igen - den kræver næsten et besøg hver gang man ror i området.

Se kort med hele roturen her.

Det er en lang køretur i solskinsvejr. Der er 600 km. fra Næstved til Tyrislöt. Gud hvor jeg keder mig på sådan en transportdag.

Det er værd at overveje at køre om natten. Kajakudlejningen, hvor vi sætter bådene i vandet åbner kl. 08,00. Vi kunne jo ankomme kl. 07,00, pakke bådene og være klar til afregning kl. 08,00. Ro ind til middag, slå lejr og gå tidligt i seng. Det ville spare en hel feriedag - og trafikken er ikke nær så tæt om natten. For at det ikke skal være løgn, er der kø på både de danske og svenske motorveje. Vi kører hjemmefra kl. 11 og ankommer først kl. 20. Derfor ender vi med ikke at ro bort første dag, men bor i stedet på campingpladsen.

Får anvist plads nr. 51, der ligger på en skråning og nærmest er dækket af et tysk kæmpetelt fra nabopladsen. Der vil Mette simpelthen ikke ligge, selv om det bare er for 1 nat. Uden større dramatik lykkes det at bytte pladsen til en lidt bedre – dvs. vi får en lille grøn plet langs med én af de grusbelagte indfaldsveje til campingområdet.

Æd støv !

Dén campingplads giver jeg kun 1 stjerne – også selv om det kun er for én nat. Til gengæld er pladsens beliggenhed i forhold til morgendagens planer helt perfekt.

Vågner lidt i 9. Giver os god tid til morgenmaden og kører 400 meter tilbage til kajakudlejningen. Afregner 200 svenske kr. for parkering i 2 uger på deres grund og 25 svenske kr. for ilægning pr. kajak. I 2003 kostede ilægning af kajakker ingenting, men parkeringsafgiften var den samme, så jeg finder ikke kravet urimeligt….

Det lykkes os på mirakuløs vis at stoppe alting ned i kajakkerne på en god times tid. Til gengæld kan der ved afgang heller ikke være 1 strømpe mere i bådene! Telt, mad og tøj til 2 uger fylder en hel del - for nu ikke at nævne de 28 L. vand vi har med… Joe, bådene ligger tungt og godt i vandet ved afgang - der er ikke meget racerbåde over det her….

Mens vi ror bort overvejer jeg konsekvensen af mit projekt med en hjemmebygget supertouringbåd. Båden bliver ca. 1 meter længere end min Necky, der er 520 cm, og kan derfor rumme meget mere – men har jeg overhovedet kræfterne til at trække så stor en båd, når den er fuldt læsset ? Kan jeg bevare kontrollen over den i hårdt vejr ? Hmm… det må efterårsferien vise.

Under blå himmel og bragende sol ror vi omkring middagstid ud forbi Hästö og sætter kurs mod øgruppen omkring Missjö. Snirkler rundt omkring øerne, går på land og udforsker mulige lejrpladser til hjemturen.

Jeg har en erindring om St. Fågelö som en lang og meget skovklædt ø. Den udforskede jeg ikke ved sidste lejlighed og vil derfor benytte lejligheden nu. Forventer at finde en stor skov med en fremragende lejrplads.

Min GPS opgiver dog ævred og nægter at vise noget som helst fornuftigt og jeg roder med den så længe mens vi ror, at jeg stort set ikke aner hvor vi er, da jeg endelig overgår til kort og kompas. Men jeg ved øen ligger mod øst - så vi skal nok bare lige ro uden om den grimme ø, der ligger i vejen for os ret fremme. Omme på den anden side af den grimme ø spotter Mette hurtigt den sorte varde på Kupan. Øeh hov ! Den grimme ø bag os var åbenbart St. Fågelö ! Sådan svarer virkeligheden ikke altid til hverken erindringen eller forventningen…..

Til gengæld kan Kupan leve op til både erindring og forventning. På toppen af øen er udsigten fantastisk. Øer og skær så langt øjet rækker mod nord, vest og syd. Nogle enkelte øer mod Øst. Det er virkelig arbejdet værd at ro herud og klatre op på toppen af øen.

Fra Kupan ror vi mod sydøst for at udforske de sidste øer i den ydre skærgår med træer. Vi gider ikke se på bare klippeøer, men kræver der vokser træer. Det er pænere, mere frodigt, giver en større variation - og giver skygge. Og skygge står i høj kurs i det her vejr ! Vi bliver simpelthen stegt af solen på land. Selv ude på vandet er der ikke køligt eller svalende - bølgerne er ikke mere end 10 cm høje……

Vi ender på Hamna hvor fredningsperioden udløb for et par uger siden. Landingsforholdene er som sædvanlig på den svenske østkyst: elendige. Kajakkerne skal trækkes op på de lave klipper. Campingforholdene er rædselsfulde. Der er absolut ingen plane flader med jord på. Ergo ender vi med at campere på en flad klippe og i stedet for pløkke bruge store sten til teltet. Sådan et stort 4-mands tunneltelt er ikke helt nemt at slå pænt og stabilt op med sten. I skrap pålandsvind vælter det sikkert - eller flyver bare væk. Men vejret er dejligt, vinden fraværende og pladsen meget, meget flot med front mod vest og aftensolen - og det kompenserer jo udemærket for de øvrige mangler….

Vi indretter os, spiser aftensmad, drikker kaffe, fisker - nyder solnedgangen, mens et par hundrede myg æder os levende. Til sidst vinder myggene og vi fordrives ind i teltet…. Da det bliver helt mørkt virker det som om terrænet uden om teltet nærmest bliver levende. Længe ligger jeg og lytter intenst uden at kunne identificere hvilket dyr der færdes uden for - og til sidst falder jeg i søvn uden at komme gådens løsning nærmere. Mere om det senere.

Vågner lidt i 9 og kan ikke udholde varmen i teltet mere. Vejret er glimrende og vi er på ferie ! Vi tuller rundt og nyder livet, naturen, ensomheden. Går tur på øen.

Hamna er del af et fuglebeskyttelsesområde og fredet frem til 10.07 men mest kendetegnende for både denne og de omkringliggende øer lige nu er fraværet af fugle. Der er ikke mange og ingen store rovfugle. Det undrer mig….. Skal man se havørn er Dybsø og Tærø på sydsjælland unægtelig mere givende…

Vi gider ikke ro i dag. Er tilfredse med bare at være her. Vælger derfor at tage dagen som en overliggerdag - på trods af det er godt vejr og vi ligger i den ydre skærgård, hvor vi er mest sårbare for vejrskifte. Ringer hjem til Freja og får en vejrudsigt fra nettet. De næste 2 dage bliver 5m/sek og byger. Dernæst 3 dage med 5m/sek og regn. Hmm.. ser ud som om vi skal sætte kursen sydover i morgen mod Harstena eller Väggö.

I dag gør vi ikke andet end nyde stedet. Jeg fisker på livet løs, men fanger absolut intet – det havde nu ellers været rart med havørred eller laks til aftensmad.

I aften trodser vi myggene og bliver ude til det er helt mørkt - og så får jeg løst gåden fra i går. Da solen forsvinder helt, kommer der masser af store strandtudser frem. De hopper lystigt omkring overalt og forsøger sig kun med usynligheds-tricket hvis man næsten træder på dem. Men en stor strandtudse, der sidder bomstille i mørket for at være usynlig narrer nu ikke mig - jeg har nemlig en lygte.

Morgenen starter med regn og torden. Vi spiser morgenmad i teltet, trækker i fuldt regntøj - og står ud i strålende solskin…. Det er nu bygevejr resten af dagen, men ikke så meget at regntøj er passende. Det er simpelthen for varmt og må af igen.

Jeg starter dagen med et par elementære dumheder af dimensioner. Første dumhed er at gå ind i skoven med bare fødder i sandalerne. Hvorfor jeg glemte at tage strømper på ved jeg ikke, men det gjorde jeg altså.

Næste dumhed er at besørge uden først at se på sine fødder ! Jeg opdager hurtigt fejltagelsen, da en intens smerte rammer dem overalt. Begge fødder er solidt planten i en myreture med store, røde skovmyrer - og de er skidesure ! Og når de er sure, bider de - mange gange. Og der er rigtig mange af dem..

Aldrig nogen sinde er jeg blevet så hurtigt færdig med mit morgentoilette ! Jeg nærmest stormer ud af skoven, ud på klipperne og ned til vandet. Ah hvor er det kølige havvand svalende for mine sviende fødder ! Mens jeg nyder det svalende vand opdager jeg nu endnu en myre der bider – denne gang i mine underbukser.

Jeg lader lige billedet af krigsdansen stå lidt !

Der var ingen levende myrer tilbage på hverken ben, fødder, sandaler eller underbukser, da jeg endelig forlod vandet igen. Jeg går aldrig ind i skoven igen med bare fødder ! Og jeg ser mig altid godt for inden morgentoilette for fremtiden….

Det lykkes os med noget besvær at få kajakkerne i vandet fra klippen, hvorefter vi starter med at ro nord om øen - ud i den alleryderste skærgård, hvor det åbne hav ligger og dønningerne er store. Her er flot, men barskt.

Jeg undres lidt over det der med den ydre skærgård. Hjemme i Danmark spørger alle altid: Nå var i så ude i den ydre skærgård ? Man skulle tro den ydre skærgård er en slags lakmusprøve på en ægte kajaksejler. Svaret er ja. Hver gang jeg ror i Sverige ror jeg pligtskyldigt ud i den alleryderste skærgård, men sandt at sige, så spørger jeg hver eneste gang mig selv: Hvad pokker laver du her ? Den yderste skærgård består altid af lave, forrevne klipper, typisk uden den mindste beplantning. Det er flot, Det er barskt. Og det er komplet uinteressant når man én gang har været der !

Alle øerne er ens i den ydre skærgård.

Næh nej, trægrænsen er en passende grænse for mig. Øer med træer og en passende biologisk diversitet finder jeg langt mere interessante at udforske. Fremover gider jeg ikke ro længere ud i skærgården end til den yderste ø med træer. Nok om træer. Efter at have roet uden om Hamna sætter vi kursen stik syd.

Omkring Torön er der den mest bedårende labyrint af små øer, men selv om det meste af området er naturreservat går der kvæg på de fleste øer. Jeg vil simpelthen ikke bo sammen med kolorte og millioner af sorte fluer, så vi ender på Kälholmen der er ko-fri. Øen ligner desværre flere steder en dansk rasteplads: øldåser, cigaretskod og fiskeliner flyder flere steder i overmål. Vi rydder pænt op i middelbar nærhed af lejren og tager affaldet med os. Vil ikke forveksles med skovsvin. Vi bader, spiser og hygger os. Mens jeg ringer hjem til Sascha svømmer en snog lige så stille forbi. Flot syn.

I det klare vand ser vi en lille fisk 1 meter fra land. Den passer tilsyneladende på sine æg på en sten. Hver gang andre fisk kommer inden for en radius af en meters penge piler den hen for at skræmme dem væk - og bagefter piler den tilbage og tjekker sine æg. Omhyggeligt patruljerer den hele sit territorium uafbrudt – uanset ”fjendernes” størrelse. Vi hygger os længe med at iagttage det arbejdsomme dyr, der giver associationer til en sød disneyfilm…

Til sidst vinder myggene dog og vi ender atter i teltet. Næste år har jeg myggetæt overtrækstøj og en myggehue med på ferie !

Traditionen tro starter dagen med regn. Dog ikke mere end vi kan spise morgenmad udendørs. Længe tuller vi rundt, inden vi endelig er klar til afgang. Tempoet bliver hurtigt lidt anderledes herude - og der er jo ikke noget bestemt vi skal nå. Beslutter os for at ro til Harstena, se på fiskerlejet, tanke vand, gå på restaurent og overnatte på øen.

Jeg har læst i en turberetning at der skal være en god lejrplads 800 meter nord for fiskerlejet. Vi leder længe, men opgiver at finde pladsen. Ender med at ro ind til fiskerlejet. Her er der en glimrende landingsplads på græs - og endda et fint informationsskilt specielt til kajaksejlere.

Skiltet fortæller blandt andet at der er ferskvand på byens torg og bag ved kiosken - mere om det senere. Det giver også henvisning til en lejrplads 800 meter borte……(bemærk dog at man skal efterlade kajakkerne ved vandet og bære alt sit udstyr langt væk)

Vi udveksler erfaringer med et par fra Stockholm som ror en kortere tur i området og går en tur på øen. Ser de flotte nykkeroser (røde åkander) i ferskvandssøen, der også udgør øens vandforsyning.

Desværre har restaurenten lige præcis lukket her ført på eftermiddagen, så vi må nøjes med kaffe og hvad kiosken nu kan byde på, inden vi går efter drikkevand. Følger stien forbi kiosken og ned til lystbådehavnen. Finder en vandslange og fylder glade dunkene op. Først i sidste øjeblik får jeg den gode ide at smage på vandet. Føj ! Det er havvand ! Ergo følger vi stien om bag kiosken og langt ind i skoven. Pludselig er der en gammeldags vandpost - og den pumper gudskelov ferskvand.

Man skal gøre som der står på skiltet….

Sidst på eftermiddagen ror vi 500 meter væk fra Harstena og slår lejr på en lille bitte ø, Nötholmen. Herefter består resten af dagen i den sædvanlige rutine: pakke både ud, skifte tøj, etablere tørresnor til vådt rotøj, lave aftensmad ude på klippen væk fra myggene, slå telt op, ringe hjem til ungerne, fikse batterier til GPS og se på de foruragerende fisk i det svindende sollys. Det er et flot syn at se de hundredevis af springende fisk, der knokler rundt i overfladen helt ind til et par meter fra land.

Det er altså dejligt at bo på sin helt egen øde ø !

Vi vågner begge kl 06,00 og er udhvilede. Det regner, så jeg gider ikke stå op - ligger inde i teltet og lytter til regnen og kan ikke rigtigt overskue morgenens rutiner ude i regnen. Tænker på de lyn jeg under nattens tordenvejr har set oplyse teltet fuldstændigt. Det har tordnet i 3 døgn nu, men altid langt væk - og vi har ikke set et eneste lyn førend i nat. Falder i søvn og sover videre til kl 9. Det regner ikke nu, det plasker ned, men jeg skal altså tisse. Efter en tur ud i skoven i underbukser og øsregn er det komplet umuligt at sove igen !

Vi ligger lidt og lytter til regnen, og pludselig holder det op - nøjagtig som de andre morgener. Hurtigt får vi etableret en tør plet med en presenning og spiser morgenmad i gråvejret. Pakker sammen og ror til Hastena efter mere ferskvand inden turen går vestpå.

Ser undervejs lidt på et par øer, men ender på Koholmen, hvor der er en af de pladser vi foretrækker. Lidt skov, lidt flad klippe med mos til teltet, masser af flade klipper ned til vandet og noget græs at lande kajakkerne i. Mens vi lander kajakkerne ser jeg en stor fisk springe i vandoverfladen 10 meter fra land. Den må vi have til aftensmad ! De næste 2 timer tilbringer jeg med at fiske forgæves efter dyret. Den bliver ved med at cruse rundt lige ud for lejrpladsen og springe, men fange den kan jeg altså ikke. Jeg opgiver ævred og overlader fisketangen til Mette, der er lige så uheldig. Den fisk vil bare ikke fanges ! En enkelt gang rusker den voldsomt i blinket et øjeblik, men spytter det ud igen - og hverken blink eller woblere kan siden hen fange fiskens interesse.

Mette taber tålmodigheden og begynder på aftensmaden - det vil sige, hun må lige skræmme en hugorm væk fra lejrpladsen først. Jeg ved ikke helt hvem der blev mest forskrækket, men hugormen forsvandt, og Mette blev….

Efter endt aftensmåltid kan jeg ikke nære mig og smider et fedtstykke fra den kogte hamburgerryg ud til fisken. Straks koger vandet af liv, så man associerer til Amazonas og piraniaer. Her er altså masser af fisk - vi kan bare ikke fange dem…

Ikke meget at berette. Dagene smelter sammen så det efterhånden bliver svært at huske hvor vi har været. Lige som en veldesignet kajak synker ned i sit eget bølgesystem hvor den fungerer perfekt, synker vores liv ned i sin egen, nærmest perfekte, daglige rutine: Op om morgenen, morgenmad, kaffe, ned med lejren, bade, pakke både, pladre rundt mellem øerne, finde et velegnet frokoststed, pladre mere rundt mellem øerne, finde et velegnet lejrsted, fiske, lave aftensmad, etablere lejren. Det lyder kedeligt, når man beskriver det med ord. Men sådan opleves det slet ikke.

Det er et utroligt simpelt liv, hvor jeg hele tiden oplever noget nyt, lærer noget nyt inden for den ramme østkystens skærgård giver. Jo mere jeg ror i den svenske skærgård, jo mere lærer jeg at se forskelle - både de store forskelle mellem østkyst og vestkyst, men også de små forskelle mellem de enkelte øer.

Vi er f. eks. blevet rigtig gode til at spotte øer med kvæg. Førhen gik vi møjsommeligt i land og så efter „ko-prutter“ i underskoven førend vi besluttede om øen kunne bruges som lejrplads. Nu ror vi bare forbi øen. Et blik eller to fra kajakken er nok til at afklare om der går kvæg på øen.

Jeg kan endnu ikke præcist formulere de karakteristika, der kendetegner en „ko-ø“ men det er noget med afgnavet græs og specielt underskovens udseende - underskoven er ikke helt så tæt på en „ko-ø“.

Samtidig har vi efterhånden lært at gebærde os bedre herude på detaljeplanet: Man kan vælge at medbringe alverdens myggemidler (der er fedtede og hurtigt gør dig snasket) og noget myggetæt beklædning (der er rasende varmt at have på) eller man kan vælge at gå i seng lige omkring solnedgang, hvor myggene kommer frem i hobetal. (Men jeg savner nu at fiske timen lige før og lige efter solnedgang, hvor aftenflovningen sætter ind og alting bliver utroligt stille)

Det kan godt være det føles lidt tidligt at gå i seng kl. 9 om aftenen når solen går ned - men sådan føles det kun de første par aftener. Efter et par døgn herude står vi tidligere op om morgenen og går i seng med solen. Og med solnedgangen kommer ikke bare myggene, men også et buldrene mørke. Der er absolut intet lysgivende herude, og som vejret er med natteregn og tunge skyer,er der heller intet lys fra måne eller stjerner. Her er virkelig buldrende mørkt allerede kl 22.

Tilsvarende har vi lært at færdes lidt anderledes på øerne. Jeg går aldrig ind i skoven uden mine Sealskinz-sokker på. De sælges som vandtætte sokker til erstatning for gummistøvler hvilket jeg anser for noget nær fup. Dertil er de for korte og aldeles ikke vandtætte nok - som „gummistøvler“ betragtet det rene skrot. Men de er glimrende til at tage myggestik, bid fra myrer og diverse stikkende gevækster, der normalt har let spil over for våde fødder i et par åbne sandaler.

I øvrigt har jeg lært ikke at trampe rundt hvor der er store skovmyrer eller røde myrer. De er utroligt agressive og giver mange smertefulde bid.

Tilsvarende bevæger vi os lidt anderledes på klipperne. På mange øer er der bygget en „fæstning“ af sten. Altså en gruppe sten stablet i en halvcirkel. I starten anså jeg sådanne „fæstninger“ som resultatet af børns leg når småbådene besøger øerne og brugte uden videre stenene til at sætte telt op med. Men efter at have set snog og hugorm sole sig på stenene og gemme sig i „fæstningerne“ og læst at hasselsnogen, der er en slange på 70 cm., lever her, lader jeg disse „fæstninger“ i fred og bruger nogle andre sten.

Forskellen mellem skærgården omkring Orust og Tyrislöt er meget stor. På vestkysten, ved Orust er hele den indre skærgår kendetegnet ved beskyttende bugte og vige hvor det er forholdsvist nemt at lande kajakken og finde en lejrplads. Og der er næsten altid jord på øerne. Både til planter og til pløkke. Og der er blomstrene lyng overalt her i august.

På østkysten er der få og spredte lyngplanter og næsten ingen jord ud mod vandet på nogen af øerne. Ikke èn eneste gang har vi slået teltet op med pløkke alene - og adskillige gange har vi kun brugt store sten fordi der simpelthen ikke var jord, men kun at lag mos på den bare klippe.

Selv om østkystens vand er mere fersk og skærgården er langt mere beskyttet mod havets rasen i kraft af sin lange udstrækning ud i havet og i kraft af tusindvis af småøer med kort afstand imellem, så er det langt vanskeligere at finde øer med velegnede lejrpladser her, end det er omkring Orust. Det er ikke usædvanligt vi bruger henved 3 timer på at finde en passende ø. Det har aldrig været nødvendigt i den indre skærgård omkring Orust. (En helt anden snak er den ydre skærgår omkring Orust - der er nemlig simpelthen ikke nogen lejrmuligheder).

Hvis ferien bliver i blæst, dagsregn og kulde, vil jeg omkring Orust stadig kunne skabe en god ferie. Her på østkysten ved jeg ikke helt hvor længe vi ville holde - det ville hurtigt blive for besværligt tror jeg. Også selv om man de fleste steder kan snirkle sig rundt i læ af en masse små øer med max 500 meter imellem i tilfælde af hårdt vejr.

Ro-teknisk er østkysten et lettere farvand at færdes i på grund af det lille hav uden for skærgården og på grund af de tusindvis af øer med kort afstand imellem - man kan altid ro uden om en fjord hvis krydset tværs over på nogle kilometer er for skræmmende i hårdt vejr. Det er altid muligt at ro rundt mellem små øer med max 500 meter imellem.

Men land-teknisk, eller lejr-mæssigt, er indre skærgård Nord, Øst og Syd for Orust langt lettere landskab at færdes i. Der er mere jord at færdes på - klipperne bliver jo afsindigt glatte når det regner. Det er lettere at finde en lejrplads (specielt hvis man har købt lejrpladsfortegnelsen fra Orust Kajak). Og det er simpelthen lettere at lande kajakken/sætte ud igen.

Det har, som sædvanlig fristes man efterhånden til at sige, regnet meget i nat, men vi vågner op til en regnfri morgen. Skyerne hænger lavt, tungt og gråt på himlen. Alting er gråt i gråt, nærmest lidt dystert. Vinden er faldet helt af. Havet er stort set spejlblankt, solen fraværende, luftfugtigheden næsten 100% og stilheden fantastisk. Jeg elsker sådanne dage !

Den manglende sol gør jeg kan tage tøjet af - noget min „rødhårede“ hud ellers aldrig vil acceptere på en solskinsdag. Når solen skinner har jeg strømper, løber-bukser, undertrøje med lange ærmer og høj hals, cykelhandsker og hat på. Det er varmt ! I dag kan jeg fistre rundt i det bare ingenting og nyde tilværelsen - og det er ikke koldt. Selv efter morgenbadet kan vi nærmest lufttørre uden at blive kolde. Herligt.

Iøvrigt afstedkommer morgenbadet en pudsig oplevelse. Mens vi bader hvirvler fødderne bunden op. Lige så snart vi står op kommer stimer af småfisk strygende ind i bade-området for at undersøge om der er hvirvlet noget spiseligt op. Jeg afstår nu fra at fiske ved denne lejlighed. Har lært at mit ørred-grej ikke rigtigt dur til aborre - og vil under igen omstændigheder have en Gedde på krogen. Jeg fisker kun efter noget jeg gider spise. Men måske jeg skulle tage et par små røde Mepps-spinnere med næste år….

Vi ror sydfra op mod broen ved Nordra Finnø.

Ved Lerudden ser vi en campingplads der ligger ned til vandet. Vandreserverne er helt nede, så vi lander kajakkerne, går ind i kiosken og køber en is til Mette, forklarer vi er kommet i kajakker og spørger pænt om vi må tage noget ferskvand. Nølende giver ekspedienten lov til at tage vand i en flaske, men kropssproget siger tydeligt nej. Vi lader vandhanen være og nøjes med at sidde på en rigtig bænk, mens Mette spiser sin is. Hun bliver tyk, hvis vi skal gøre sådan her alt for mange gange for at få vand.

Lidt stødte på manchetterne forlader vi campingpladsen og ror op til broen. Jeg satte for nogle år siden et waypoint, da Jan Thorhauge og jeg gik på land her, handlede ind i butikken, tankede ferskvand, kaffe og is her.

Landgangen er der stadig, men desværre optaget af en privat jolle, masser af siv og ildelugtende brakvand. Ergo går vi i land ved benzinstationens slæbested. Det er mildt sagt møg besværligt og giver masser af skrammer på bådene - og for at føje spot til skade mødes vi på land af et prisskilt: 60 kr pr båd for ilægning/optagning.

Vi går først op til kiosken - den har lukket. Forretningen har vi ikke brug for, altså styrer vi direkte ind i benzinstationens kiosk. Det varer meget, meget længe inden en mand skrår over pladsen og går ind i forretningen - ekspedienten er kommet. Han vil hverken have penge for brug af slæbestedet eller de 13 liter vand vi har tanket fra slangen lige uden for hans dør. Til gengæld køber jeg fiskeblink for 100 kr.

Med noget besvær og flere skrammer lykkes det os at sætte ud igen. På venstre side af kysten står der „Pub“ og „Cafe“ på et stort, 2-etagers, rødt, træhus. Mette lokker og driller: Der kan du sikkert få medisterpølse og kold kartoffelsalat…. En slet skjult henvisning til gårsdagen, hvor jeg havde de fedeste fantasier om kold kartoffelsalat og medisterpølse - noget jeg normalt aldrig rører, efter jeg fik konstateret diabetes.

Vi er næsten henne ved broen nu, og Mette sætter trumfkortene ind: Det er nemt at lande kajakkerne i græsset derovre, og du kan sikkert få frisklavet kaffe ! Okay, jeg overgiver mig. Resolut ændrer vi kurs og ror på Cafe.

Kaffen var nu knap så frisk og kold kartoffelsalat med medisterpølse kunne man heldigvis ikke købe. Til gengæld smagte Janssons Fristelse glimrende på det, der viste sig at være et glimrende vandrehjem. Og både måltid og kaffe kunne indtages siddende på noget så luksuriøst som en stol - oven i købet placeret ved et bord… Jeg elsker vandrette flader ! Og på det rigtige toilet var der hvide fliser, varmt vand og velduftende sæbe.

Jeg elsker vildmarksferie i Sverige !

Vi rydder pænt op efter os da vi går - det gør ikke noget hvis personalet smiler imødekommende næste gang vi eller andre kajaksejlere ankommer til vandrehjemmet.

Således styrket til en lang dags hårdt arbejde i kajakken sætter vi os i bådene og ror 500 meter om på den nordre side af broen. På nordsiden af broen,sådan lidt inde til højre spotter vi en ø så lille, at den intet navn har på kortet. Men den er lys og venlig, med blødt græs til teltet, klippe ned til vandet, aftensol, ko-fri - og bord med bænk !

Vi udforsker øen for at sikre os det ikke er baghaven til et sommerhus vi står i, men den er god nok. Vi har simpelthen fundet en lejrplads med bord og bænk ! Teltmærker i græsset vidner om 2 telte her i sidste weekend. Det kan vi ikke stå for. Dette bliver dagens lejrlads - med bord og bænk. Jeg elsker vildmarksferie i Sverige ! Eller hvad det nu lige hedder når man ror fra en Cafe til en lejrplads med bord og bænk. Bliver livet alt for brutalt herude i nat, kan vi jo altid pladre på Cafe og indtage morgenmaden i morgen tidlig.

I naturreservatet finder vi en glimrende lejrplads – vestvendt naturligvis, med blødt græs til teltet og masser af klipper ned mod vandet. På vej ind til pladsen ser Mette en stor fisk flygte ud på det dybe vand. Omgående får vi begge to fiske-kuller: Nu skal der altså friskfanget fisk på trangiaen ! Jeg fisker derfor på livet løs, men fanger ikke andet end en lille Gedde. Fisken er en undermåler og jeg spiser ikke Gedde, så den må ud igen. Laks, Havørred og til nød Aborre står på ønskesedlen.

Så er det Mette´s tur til at fiske, men hun fanger ikke andet end tang mens jeg ser på. Jeg keder mig og begynder på noget andet, men pludselig siger Mette:

„Jeg tror jeg har bid“

„Jae, den er go´ det er bare tang“

„Jamen, nu svømmer tangen altså sidelæns“

Så kom jeg op !

Det viser sig hurtigt at Mette faktisk har fået en pænt stor fisk på krogen. 3 meter fra land springer en 45-50 cm. stor Gedde op i luften – og spytter blinket ud igen. Så her fik Mette sin første lystfiskerhistorie – om 10 år er Gedden sikkert vokset til 1 meter, når vi skal fortælle børnebørnene om turen….. OK, jeg overgiver mig. Den eneste reelle fisk vi har haft på krogen på denne ferie fangede Mette faktisk. Men det var en Gedde – og jeg spiser ikke Gedde. Gudskelov sprang bæstet af krogen igen…

Når vi ikke kan fange føden selv, må vi ty til madposen. Ser ned i den slunkne pose. Der er til aftensmad i aften og morgenmad i morgen, så er det slut med forsyningerne. Resten af roturen skal gøres på lidt rester fra slikposen – mest mandler – og på vores tilbageværende loganbrød. Det er tid at overveje hjemturen.

Vi sover længe i dag. Er længe om at stå op. Er længe om morgenmaden. Er længe om at pakke sammen. Endnu længere om at blive helt klar. Vi har bestemt ikke travlt med at komme hjem. Solen skinner, men vi kan se på vandet det blæser ad pommeren til. Der er begyndende skumtoppe på bølgerne. 5 kajakker ror forbi ude i det åbne – og de ser bestemt ikke ud til at nyde modvinden. De knokler – og vinden tager til, mens vi er frygteligt længe om alting.

Da vi endelig kommer i bådene og ror rundt om øen rammer vinden os lige på og hårdt. Det blæser så skummet sprøjter fra de krappe bølger nogen steder. Vi beslutter os derfor lynhurtigt og uden diskussion for at snirkle rundt om øerne i mest muligt læ med bilen som mål. På den måde bliver dagen delt op i nogle små sekvenser af intenst roarbejde i modvind og pause på øernes læside, hvor vi puster ud mens kajakkerne driver for strøm og vind. Det er nu ikke voldsommeren end vi kan nyde turen. Vandet er varmt, bølgerne ikke specielt høje og distancen overkommelig.

Vel henne ved Sct. Anna kajakudlejning læsser vi udstyr og både på bilen – en glimrende ferie er ved at være slut. Vi udveksler gode ferieoplevelser med et andet par, der også kommer hjem nu. Ser lidt bekymrede til en enlig kajaksejler der kommer hjem med vådt tøj og oppustet paddlefloat – han ser lidt sølle ud, alene og våd efter en kæntring i blæsevejret. Mens vi læsser grejet begynder det at regne….

På færgen Helsingør-Helsingborg ser vi en motorcyklist af sydlandsk oprindelse stirre vantro ned i sit kort og forvirret rode sine færgebiletter igennem. Manden er tydeligt rådvild og spørger til sidst på gebrokkent engelsk en medpassager om vej. Han mener ganske bestemt at færgen sejler fra Finland til Sverige og forklarer at han derefter skal ned gennem Sverige, med færge til Danmark og videre til Rødby…. Medpassageren forklarer tålmodigt manden at han sådan set sidder på færgen til Danmark – og foreslår ham at tage en pause, så han kan få sovet ud…..

Mette og jeg ser på hinanden, tænker på hvordan vi de seneste dage har snirklet rundt mellem tusindvis af øer og alligevel har fundet tilbage til bilen – og er ved at omkomme af grin. Dvs. vi venter nu høfligt med at more os til vi er tilbage i bilen. Gad vist hvordan motorcyklisten har båret sig ad med at købe færgebilletten uden at reflektere over færgens destination ? Eller køre omkring 700 km. ned gennem Sverige uden at opdage det ikke er Finland ?

Joe et kort er godt i mange situationer.

Vel hjemme kl. 01,00 åbnes de sidste par ugers brevpost, mens vi nyder den kølige aftenluft for åben terrassedør – denne gang uden at blive ædt af myg. Mens vi læser posten ser jeg en lille spidsmus smutte ind ad terrassedøren og hen under en bogreol. Musen piler omkring møblerne og er rigtig god til at gemme sig i husets mørke kroge. Næh, nej ! Nu må det altså være slut med al den natur lige omkring os ! Næste morgen sidder der en død spidsmus i musefælden..

Vi roede i alt 108 km med et bevæget gennemsnit på 5,1 km/t.

Det er hverken specielt langt eller specielt hurtigt – slet ikke hvis man sammenligner med dette års tur rundt om Falster, hvor vi roede 140 km på 4 dage. Men ved Sct. Anna giver det ikke rigtig mening at ro langt – der er simpelthen så mange små øer at se på hele tiden, at man nærmest skal være på flugt for at ro langt og stærkt. Hvorfor ro hen til én ø 10 km. borte, hvis en anden ø 500 meter borte ser interessant ud ? Tilsvarende går det med farten. Vi ror omkring 7,5 km/t med fuldt læssede kajakker i stille vejr – men bruger masser af tid på at lade kajakkerne drive omkring, mens vi ser på øerne. Derfor falder farten betragteligt.

• Turberetninger, foto & nyttig viden
• Artikler om udstyr: noget om camping, noget om kost, noget om kort, noget om GPS og en pakkeliste
• Turberetning Sct. Anna 2009 og Sct. Anna 2003
• Nyttig viden: Sct. Anna
• Nyttig viden: Links om Sverige

• Paddla kajak S:t Anna–Misterhult Udgivet på forlaget www.calazo.se Bogen er en god guide til roture i ved Sct. Anna. Kan købes i flere kajakbutikker og f. eks. her hos www.bokus.com . Du kan også låne den på biblioteket
• Ecumenica Capella
• Harstena
• Ämtö
• Wikipedia om Sct. Anna
• Wikipedia om Sct. Anna forsamling
• Vejrudsigt, 10-døgns prognose for Harstena